Mindst 41 mennesker har mistet livet i oversvømmelser i Vietnam efter flere dage med kraftig regn.
Det oplyser miljøministeriet i landet ifølge nyhedsbureauet AFP torsdag.
Ni mennesker savnes.
Dødstallet er en opjustering fra tidligere torsdag, hvor 16 havde mistet livet.
På et døgn er der faldet op til 1,7 meter regn i den centrale del af landet. Til sammenligning falder der godt 780 millimeter regn i Danmark – om året.
Byen Hoi An, der er på UNESCOs verdensarvsliste, er oversvømmet med vand, der når op til hoftehøjde, og beboerne bevæger sig rundt i byen i træbåde, efter at en stor lokal flod er gået over sine bredder for første gang i 60 år.
Ifølge myndighederne er de store mængder regn en ny rekord i nedbør i landet.
Del:
