USA skal udvise respekt for, at Grønland bestemmer sin egen fremtid og er en del af Danmark ifølge regeringen.
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), efter at der er blevet udnævnt en amerikansk udsending til Grønland.
'Udnævnelsen bekræfter, at den amerikanske interesse for Grønland består. Vi står imidlertid fast på, at alle - også USA - skal udvise respekt for Kongerigets territoriale integritet,' siger Løkke i en skriftlig kommentar.
Tidligere mandag udpegede USAs præsident, Donald Trump, guvernøren i delstaten Louisiana, Jeff Landry, som særlig udsending til Grønland.
Den 54-årige republikaner Jeff Landry, der har været guvernør i Louisiana siden januar 2024, takker Trump for udnævnelsen.
'Det er en ære at tjene dig i denne frivillige rolle for at gøre Grønland til en del af USA. Dette påvirker på ingen måde min stilling som guvernør i Louisiana,' skriver han på X.
Landry er veteran i det amerikanske militær og har en fortid som politibetjent og virksomhedsejer, før han forfulgte en politisk karriere. Det fremgår på guvernørkontoret i Louisianas hjemmeside.
