Før afgørelsen var hendes navn knapt nok blevet nævnt.
Men hen over natten blev hun pludselig udset som en enorm favorit til at vinde dette års Nobels Fredspris. Lige siden har der været mistanke om mulig lækage – og nu hjælper en norsk sikkerhedsmyndighed til med opklaringen af sagen.
Det skriver VG.
Sagen udspringer af uddelingen af årets Nobel-fredspris i oktober, hvor den venezuelanske politiker María Corina Machado endte med at få den tildelt.
Hun havde ikke umiddelbart været nævnt hos bookmakere som en af favoritter, men natten før, prisen blev overrakt, strøg hun med ét pludselig op på at have 70 procents vinderchance.
Lige siden har der været mistænke om, at afgørelsen kunne være blevet lækket.

Til Dagens Næringsliv oplyser den nationale sikkerhedsmyndighed (NSM) ifølge VG, at man hjælper Nobelinstituttet i sagen.
»Vi er i dialog med Nobelinstituttet og bistår dem med sagen,« lyder det fra den fungerende kommunikationsdirektør hos NSM, Anniken Beyer Fjeld.
Nobelinstituttet har tidligere afvist, at der skulle være tale om intern lækage.
I stedet har man peget på mulig cyberspionage som en forklaring.
Ifølge norske Finansavisen havde flere brugere om natten før prisuddelingen sat store beløb på, at Machado ville vinde.
Blandt andet satte en person, der aldrig havde lavet andre væddemål på platformen, 67.820 dollar på Machado.
Det svarer til 436.172 danske kroner.
Machado modtog fredsprisen for sit »arbejde med at fremme demokratiske rettigheder for Venezuelas befolkning«, lød det i motiveringen fra komiteen.

