Efter nederlag trækker CDU-leder sig
CDU missede spærregrænsen ved delstatsvalg i Mecklenburg-Vorpommern. Delstatsleder tager konsekvensen.
CDU missede spærregrænsen ved delstatsvalg i Mecklenburg-Vorpommern. Delstatsleder tager konsekvensen.
Lederen for CDU i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern, Daniel Peters, træder tilbage fra posten.
Det siger han mandag ifølge det tyske nyhedsbureau dpa og det tyske medie NDR.
Meldingen kommer, efter at forbundskansler Friedrich Merz' konservative parti med 4,9 procent af stemmerne ikke klarede spærregrænsen ved søndagens delstatsvalg i Mecklenburg-Vorpommern.
Spærregrænsen er på fem procent.
Valgresultatet, som Merz har kaldt for en "katastrofe", var CDU's dårligste, siden partiet blev grundlagt i 1945.
- Jeg er sikker på, at CDU i Mecklenburg-Vorpommern fortsat vil spille en central rolle i fremtiden, selv om vi ikke længere vil være repræsenteret i delstatsparlamentet, siger Peters mandag ifølge dpa.
Merz-allierede Philipp Amthor, der er indvalgt i Forbundsdagen, vil midlertidigt overtage posten som leder for CDU i Mecklenburg-Vorpommern.
- CDU har nu også brug for at bearbejde resultatet, siger han ifølge NDR.
Partiet skal på et møde i begyndelsen af det kommende år drøfte CDU's fremtidige kurs i den nordøstlige tyske delstat.
Det højreorienterede parti Alternative für Deutschland (AfD) blev det største parti ved valget i Mecklenburg-Vorpommern med 38,2 procent af stemmerne.
Det socialdemokratiske parti SPD blev næststørst med 35,5 procent af stemmerne.
Efter valget i Mecklenburg-Vorpommern er der blevet spekuleret i, om valgresultatet ville kunne få forbundskansler Friedrich Merz til at træde af sin post.
Søndag aften sagde han dog, at han er klar til at forblive på posten.
- Jeg påtager mig dette ansvar, fordi jeg ønsker at bringe vores land videre, sagde han ifølge dpa.
AfD har også forsøgt at kræve, at Merz skal træde af på baggrund af det store mandat, som det højreorienterede parti har fået.
Men resultaterne går ifølge Merz ud over hans person.
- Vi er vidner til en kæmpe forandring af det politiske system i både Tyskland såvel som i andre lande, lød det søndag aften fra forbundskansleren.
RITZAU