Var alt gået som planlagt, ville Christa Pike for længst være død. Henrettet af de amerikanske myndigheder. I stedet er hun nu indlagt på et hospital i Tennessee, hvor lægerne kæmper for hendes liv.

Lykkes det at redde den 50-årige amerikanske kvinde, skyldes det særligt en dansk læge, der tilbage i 60erne forskede i dødelige forgiftninger.

Onsdag eftermiddag måtte et lægehold på dødsgangen i et højsikkerhedsfængsel i Nashville, USA, opgive at henrette den dødsdømte kvinde Christa Pike.

Selvom lægerne havde givet først en dødelig dosis af stoffet pentobarbital og siden endnu en, udåndede Christa Pike ikke. Derimod havde hun stadig hjertebanken og snorkede.

Som et vidne, der overværede henrettelsen, der gik galt, bagefter beskrev: »Det var tydeligt, hun stadig var i live. Hun trak vejret tydeligt.«

Ingen ved præcist, hvad der gik galt i fængslets henrettelsesrum, men Anton Pottegård, der er professor i brug af lægemidler på Syddansk Universitet, har et bud.

Anton Pottegård, der er professor i brug af lægemidler på Syddansk Universitet, har et bud på, hvad der gik galt, da Christa Pike onsdag skulle henrettes.  Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

»Hun (Christa Pike, red.) klagede undervejs over smerter i armen. Det antyder, at man i stedet for at lægge medicinen ind i blodåren, har ramt forkert, og fik lagt den dødelige dosis ind i hendes arm.«

Var medicinen givet i blodåren, ville den på få minutter nå frem til og lamme hjernen – og dermed slå Christa Pike ihjel ved at stoppe hendes vejrtrækning.

Lagt uden for blodåren optages medicinen i hele kroppen, men væsentligt langsommere.

»Hendes arm er fuld af gift, som langsomt bringes rundt i kroppen. Hvis hun ikke behandles, vil hun formentlig dø. Men med den rette behandling kan hun holdes i live, mens kroppen selv udskiller medicinen igen,« siger Anton Pottegård.

Lægemidlet pentobarbital er et såkaldt barbiturat, en type af medicin der dæmper centralnervesystemet. Netop den type lægemidler har ifølge Anton Pottegård en særlig ‘dansk krølle’.

Det var nemlig den danske læge og psykiater Carl Clemmesen, der i 1960erne fandt frem til en metode, der kan holde liv i mennesker, selvom de er blevet forgiftet.

»I gamle dage brugte man barbiturater mod søvnproblemer og angst. Men nogle brugte det også til at begå selvmord med. Fra 1945 og frem steg brugen af stoffet vanvittigt meget.«

I mellemkrigsårene blev 25-50 danskere ifølge Anton Pottegård behandlet for forgiftning med medicinen, men i 1961 var tallet oppe på hele 600 tilfælde.

Halvdelen var selvmord, mens halvdelen var uheld. Det kunne for eksempel være børn, der var kommet til at tage stoffet.

»Forgiftning med barbiturater var blevet et stort klinisk problem. Derfor blev det en opgave for lægerne at holde folk i live, når de af den ene eller den anden grund havde taget for meget,« siger professoren.

Den opgave tog blandt andre den danske læge og psykiater Carl Clemmesen på sig og han udviklede en metode, der blev kendt som ‘The Scandinavian Method'.

I al væsentlighed handler det om at holde vejrtrækningen i gang hos den forgiftede. Tanken er den samme, som man i dag bruger, når man lægger patienter i kunstig koma og respirator. 

»Carl Clemmensen viste, at patienter kan ligge bedøvet hen i flere dage og stadig komme sig, hvis man holder vejrtrækningen i gang,« siger Anton Pottegård.

Med den skandinaviske metode lykkedes det i 60erne de danske læger at sænke dødeligheden hos barbiturat-forgiftede fra 10 procent til 1,5 procent.

Endnu ved ingen, om Christa Pike overlever. Men med baggrund i en sag fra 2018, hvor en 45 årige mand indtog en dødelig dosis af pentobarbital, spår Anton Pottegård hende gode chancer. 

I sagen med den 45-årige, fik manden selv tilkaldt hjælp kort efter, han havde taget stoffet. Han fik hurtig førstehjælp og blev efterfølgende lagt i respirator. 

»I fem døgn lå han uden målbar hjerneaktivitet, men overlevede alligevel uden skader. Man kan være forbløffende død på barbiturater og overleve,« siger Anton Pottegård, der derfor er positiv på vegne af Christa Pike:

»Hun kan ikke overleve uden hjælp, men lige nu ligger hun formentlig i respirator, som Carl Clemmensen foreskrev, så jeg tænker, hun overlever.«