Efter massive spekulationer: Har stået tomt i 41 dage – nu indtager han det
Ingen har indtaget pressepodiet i Det Hvide Hus, siden daværende pressesekretær Karoline Leavitt holdt sin sidste briefing den 23. juli.

Ingen har indtaget pressepodiet i Det Hvide Hus, siden daværende pressesekretær Karoline Leavitt holdt sin sidste briefing den 23. juli.

Rygterne har floreret, mens pressepodiet i Det Hvide Hus i 41 dage har stået tomt.
Men denne torsdag bliver det igen indtaget – og nu er det blevet afsløret, hvem der i hvert fald denne gang skal stå over for journalisterne.

Det bliver den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance.
Afsløringen er Det Hvide Hus' pressekontor selv kommet med kort efter midnat natten til torsdag dansk tid.
Først delte pressekontoret blot en enkelt emoji af nogle øjne, der kiggede til siden som for at indikere, at man holdt øje med noget, der var på vej.
Kort efter kom meldingen så:
»Vicepræsident J.D. Vance vil indtage podiet i morgen (torsdag, red.) klokken 13,« lød det.
Det svarer til klokken 19 dansk tid.
Pressebriefingen torsdag bliver den første af sin slags siden 23. juli, skriver The Hill.
Dengang holdt daværende pressesekretær Karoline Leavitt sit sidste pressemøde, efter hun var vendt tilbage fra to og en halv måneds barselsorlov. Forinden havde hun født sit andet barn med ægtemanden, Nicholas Riccio, i maj.

Siden meddelte hun, at hun trak sig fra stillingen for i stedet at få mere tid til familien.
Mens hun var på barsel, indtog en række skiftende embedsmænd fra administrationen under præsident Donald Trump podiet:
Herunder Vance, udenrigsminister Marco Rubio og finansminister Scott Bessent.
Men siden Leavitts sidste optræden den 23. juli har det stået tomt.
Rygter og spekulationer har siden floreret med bud på, hvem der skal overtage posten fra hende – men indtil videre er der ikke blevet meldt noget officielt ud.
Andet end at J.D. Vance nu tager over for torsdagens pressebriefing.
Flere navne er dog blevet nævnt som bud på, hvem der kunne blive den nye pressesekretær.
Særligt er CNN-kommentatoren Scott Jennings, den tidligere føderale anklager for distriktet New Jersey Alina Habba, og assisterende pressesekretær Anna Kelly blevet nævnt flere gange.
Selv udtalte Trump ifølge The Hill blot følgende om det i sidste måned:
»Jeg har aldrig i mit liv set så mange ansøgninger.«