Der var fyldt med mennesker ved den flere hundrede år gamle fæstning Laferriere Citadel i Haiti.

Den enorme trængsel ved den populære turistattraktion endte dog i en sand tragedie, da der gik panik i menneskemængden lørdag.

Mindst 30 personer døde ved attraktionen, da man afholdt en årlig fejring lørdag, skriver Sky News.

Ifølge Jean Henri Petit, leder af civilbeskyttelsen i Haitis Nord-departement, fandt ulykken sted ved indgangen til området og blev forværret yderligere af regnen.

Haitis premierminister Alix Didier Fils-Aime har ifølge Sky News bekræftet, at mange unge mennesker var til stede, men identificerede ikke ofre og gav heller ikke et skøn på det samlede antal dræbte.

Det fremgår ikke, hvordan de 30 personer mere specifikt døde, eller hvad panikken skyldtes.

Det caribiske land har i de seneste år været plaget af voldelige bander, som ifølge tal fra FN kontrollerer op mod 90 procent af hovedstaden Port-au-Prince.

Bevæbnet med våben fra ulovlig handel terroriserer de ifølge Sky News civilbefolkningen med både mord, kidnapning og seksuel vold.