Efter knap to ugers ophold i Rotterdam i Holland er krydstogtskibet MV "Hondius", som har haft personer smittet med hantavirus om bord, blevet rengjort og desinficeret og har fået lov til at sejle videre.

Det oplyser sundhedsmyndighederne i Rotterdam ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Ud fra et folkesundhedsmæssigt perspektiv er der ikke længere nogen hindringer for at sende "Hondius" til søs igen, lyder det fra Rotterdams forvaltning for folkesundhed i en udtalelse.

Skibet sejlede over Atlanterhavet fra Argentina til Kap Verde i april, hvor det viste sig, at flere personer om bord var smittet med hantavirus.

Tre passagerer - et hollandsk par og en tysk statsborger, hvis lig blev bragt til Rotterdam med skibet - mistede livet efter at være blevet smittet.

Skibet, som sejler under Hollands flag, ankom til Rotterdam 18. maj.

Her havde det 27 personer om bord. Der var tale om 25 besætningsmedlemmer og to sundhedsansatte.

Oprindeligt var der omkring 150 personer fra 23 forskellige lande om bord på det hollandske krydstogtskib.

Efter at have ligget for anker ud for Kap Verde ankom skibet til De Kanariske Øer 10. maj, hvor flere end 120 personer blev evakueret fra skibet og sendt enten til deres hjemlande eller til Holland.