Tusindvis af krydstogtpassagerer er fanget i havne i Den Persiske Golf på grund af krigen i Mellemøsten.
Det skriver Daily Mail.
Passagererne og besætningerne kan ikke forlade skibene efter at kampe har skabt frygt for usikkerheden i Hormuzstrædet, som Irans Revolutionsgarde onsdag morgen hævder at have fuld kontrol over.
Mindst seks skibe fra de store krydstogtselskaber ligger helt stille og afventer besked på, hvornår de kan sejle videre.
Tusindvis af rejsende og besætningsmedlemmer er dermed strandet i havnene i Dubai og Doha.
Der er opstået bekymring for, hvor længe passagererne vil være strandet, og om hvordan man kan blive ved med at skaffe mad og drikke.
Skibene Celestyal Journey og Celestyal Discovery er blandt andre fanget i Mellemøsten.
En talsmand fra skibenes ejere siger:
»Aktiveringen af nødprotokoller har tvunget kaptajnerne til at suspendere planlagte ruter på grund af den latente risiko i Hormuzstrædet og den eksponentielle stigning i forsikringspræmierne, som i mange tilfælde har medført, at de ikke længere dækker operationer i området.«
»Branchen afventer sikre korridorer, der gør det muligt at evakuere eller omplacere flåder til mindre kompromitterede internationale farvande.«
Skibene skal passere gennem Hormuzstrædet for at nå frem til mere sikre farvande.
