Gløgg og glühwein til én euro er nu fortid i den tyske by Rostock.

Det er blevet besluttet af kommunen, som samtidig har fastsat en minimumspris.

Ifølge den tyske avis Bild skyldes de nye regler et hav af problemer – alle relaterede til høje promiller.

Lokale beboere klager over både støj, affald og slagsmål mellem fulde julemarkedsgæster.

»Baggrunden er, at der i flere år er blevet dokumenteret store menneskemængder, betydelig støjgener, overtrædelser af bestemmelserne om beskyttelse af mindreårige, affald i området samt alkoholrelaterede forstyrrelser,« lyder det fra en talsperson fra kommunen. 

Byen er velbesøgt særligt til juletid, hvor byen fyldes af julemarkeder og -boder.

Før har man nemt kunne finde et glas lunt gløgg til mellem en til to euro. Men de nye regler betyder, at minimumsprisen er 2,5 euro.

Forhåbningen er at prisstigningerne skal dæmpe tørsten blandt juleturisterne, og at gener fra fulde folk dermed også bliver færre.