Efter massiv klageregn har Flyselskabet Alitalia undskyldt for deres reklame, hvor en mand er malet sort i ansigtet for at portrættere USAs tidligere præsident, Barack Obama.
Alitalia gør i reklamefilmen brug af såkaldt 'blackfacing', hvor ikke-sorte skuespillere maler sig i ansigtet for at karikere en sort person. Det bliver betragtet som krænkende og respektløst.
Reklamefilmen blev lavet i forbindelse med flyselskabets nye rute mellem Washington og Rom, og den blev lagt ud på både Twitter, Facebook og YouTube.
Kritikken haglede efterfølgende ned over flyselskabet på de sociale medier:
'Når din sociale medier-manager/marketingteam ikke har nogen idé om verdenssituationen i dag.. Og prisen går til: Alitalia,' skriver en bruger for eksempel på Twitter.
Det har fået flyselskabet til at undskylde.
'For vores firma er respekt for hinanden obligatorisk. Det var aldrig vores intention at såre nogen, og vi vil lære af dette,' skriver Alitalia på Twitter.
Reklamefilmen er nu taget ned.

