Direktøren for Louvre i Paris blev mødt med buhråb fra utilfredse medarbejdere, da hun søndag eftermiddag skulle orientere medarbejderne om det spektakulære kup, hvor flere uvurderlige smykker blev stjålet.

De utilfredse medarbejdere var på ingen måde tilfredse med den (manglende) sikkerhed, der havde gjort det muligt for fire gerningsmænd at forsvinde med nogle af Frankrigs kronjuveler.

Og det gav de højlydt udtryk for, da Louvres direktør, Laurence des Cars, skulle forsøge at redegøre for kuppet, hvor gerningsmændene tilsyneladende blot behøvede en mindre møbellift og vinkelslibere som udstyr.

Det fortæller TV 2 med franske Le Monde som kilde.

Ifølge avisen er museets medarbejdere utilfredse med den udskudte sikkerhedsplan, der skulle modernisere sikkerhedssystemet. 

Blandt andet med flere overvågningskameraer og andre tekniske installationer.

Søndagens kup fandt sted i Galerie d'Apollon på Louvres første sal, hvor de fire gerningsmænd brød ind efter at være kørt op til et højt placeret vindue med en møbellift.

Her brugte de omkring syv minutter på at røve nogle af Frankrigs kronjuveler, der flere steder beskrives som uvurderlige.

Ifølge anklagemyndigheden truede røverne undervejs museumsvagter med vinkelslibere.

Frankrigs justitsminister, Gérald Darmanin, har mandag beklaget forløbet.

»Det, der er sikkert, er, at vi fejlede, da folk kunne parkere en møbellift midt i Paris, få folk op i den i adskillige minutter for at stjæle uvurderlige juveler og give Frankrig et forfærdeligt image,« lød det mandag fra justitsministeren, mens gerningsmændene fortsat jagtes.

Blandt de otte stjålne genstande er en halskæde med smaragder og diamanter, som Napoleon gav sin anden hustru, Marie-Louise af Østrig, som han blev gift med i 1810.