På en uge tabte de 57 milliarder kroner i kassen.

Verdens femtestørste handelsplads for kryptovalutaer, FTX, blev ramt af en total nedsmeltning i november, hvor man meget hurtigt tabte 57 milliarder kroner, som FTX-kunderne havde stående på deres konto.

Men nu menes man at have fundet ud af, hvorfor det gik så galt. Det skriver Finans.

Problemet har været, at stifter Sam Bankman-Fried var involveret i en snørklet situation.

For ved siden af handelspladsen FTX drev Sam Bankman-Fried også et tradingfirma, Alameda, hvor hans ekskæreste Caroline Ellison var direktør.

Og det var her, at det amerikanske medie Coindesk spottede et stort problem.

For de 105 milliarder kroner, som Alameda havde i aktiver, bestod primært af valutaen FTT, som var opfundet af FTX. Problemet var så, at Alameda havde lån for 57 milliarder kroner, givet med sikkerhed i de 105 milliarder kroner.

Den opdagelse fik alarmklokkerne til at bimle og bamle, og man opdagede samme fidus ved kryptovalutaen Serum.

Samtidig havde Sam Bankman-Fried og Caroline Ellison andre problemer. For investeringerne hos Alameda var i problemer, og der var brug for flere penge.

»Jeg har aldrig før i min karriere set et så fuldstændigt svigt i en virksomheds kontroller og et så fuldstændigt fravær af pålidelig finansiel information som i dette tilfælde,« lød vurderingen for eksempel fra John Ray III, der er sat ind som direktør i konkursboet og tidligere har haft samme rolle i Enron-skandalen.

Uden at have styr på tingene eller have ordentlig regulering endte de med en løsning, som ikke var lovlig. Man gjorde det, at man overførte 57 milliarder kroner fra FTX-kundernes 'bankkonti' til Alameda. Og derfor endte det stort hul hos FTX, der ikke kunne dækkes.

Sam Bankman-Fried har selv erkendt forløbet og beklager situationen.