Efter et passagerfly med 72 mennesker styrtede ned onsdag i Kasakhstan er en foruroligende teori begyndt at sprede sig på russiske breddegrader.
Flystyrtet kan nemlig muligvis skyldes en fejl i Ruslands eget luftforsvar, lyder en stigende mistanke i flere russiske medier, ifølge Berlingske.
Også Yaroslav Trofimov, der er udenrigskorrespondent hos amerikanske The Wall Street Journal, beretter om spekulationerne på det sociale medie X.
Se videoen, der angiveligt viser flystyrtet:
Det russiske luftforsvar kan nemlig angiveligt have forvekslet flyet med en ukrainsk drone og have skudt dette ned, lyder teorien.
»Stigende spekulationer i russiske medier om, at Baku-Grozny Aserbajdsjan Airlines-flyet blev skudt ned af det russiske luftforsvar, der forvekslede det med en ukrainsk drone. Optagelser af skaderne på flyskroget,« skriver udenrigskorrespondenten, idet han har delt en video af huller i selvsamme flyskrog.
32 af de 72 passagerer på flyet skulle ind til videre være blevet reddet.
Flyet tilhører Aserbajdsjan Airlines og var på vej fra Aserbajdsjans hovedstad, Baku, til Grosnij i Tjetjenien. Efter flystyrtet har selskabet suspenderet alle flyvninger til Grosnij i Tjetjenien.

