Gennem flere måneder har der været spekulationer om mystiske mænd om bord på skibe, der tilhører den russiske skyggeflåde.

Men for første gang bekræftes tilstedeværelsen af mændene i camouflage nu fra officiel hånd.

Det er fra svensk side, hvor operationschef Marko Petkovic i Flåden, siger følgende til SVT.

»Vi har set og modtaget information om, at der er uniformeret personel ombord på nogle af skibene fra skyggeflåden,« siger operationschefen.

Der har længe floreret billeder på sociale medier af ukendte mænd i camouflagetøj på skibe fra den russiske skyggeflåde.

Og tidligere har Danwatch beskrevet selvsamme tendens.

Mediet har dog ikke haft held til at få oplysningerne bekræftet fra officiel hånd.

Og derfor er udtalelserne fra svensk side første gang, det bliver italesat, at Rusland ser ud til at have opgraderet beskyttelsen af skyggeflåden.

Og det er ikke kun med camouflerede personer ombord på nogle af skyggeflådeskibene.

»Den russiske flådes tilstedeværelse er blevet mere permanent og nærværende i dele af Østersøen,« siger Marko Petkovic til SVT.

Det sanktionerede skyggeflådeskib Furia har været i dansk farvand flere gange. Her ses det i sin fulde længde.
Det sanktionerede skyggeflådeskib Furia har været i dansk farvand flere gange. Her ses det i sin fulde længde. Foto: William J Leach Jr. / Vesselfinder

»Den russiske flåde er i perioder tilstede ved forskellige nøgleområder i Østersøen, Finske Bugt og Kattegat og virker til at være der som støtte for skyggeflåden,« siger operationschefen.

I løbet af efteråret kunne B.T. over en række artikler beskrive, hvordan skibe fra den russiske skyggeflåde valfarter gennem dansk farvand.

I en uge sejlede mindst 24 sanktionerede skibe med russisk olie gennem enten Storebælt eller Øresund med kurs enten til eller fra en russisk havn – ofte Primorsk nær Skt. Petersborg i Finske Bugt.

Dengang kunne B.T. samtidig beskrive, hvordan skyggeflåden årligt bidrager enorme milliardbeløb til den russiske økonomi og dermed Putins krigsmaskine i Ukraine.

Sådan kan en typisk rute fra et skib fra skyggeflåden tage sig ude gennem dansk farvand.
Sådan kan en typisk rute fra et skib fra skyggeflåden tage sig ude gennem dansk farvand. Grafik: Frits Adler / B.T.

På trods af at skibene er sanktionerede, kan de danske myndigheder ikke gøre det store ved dem. Skibstrafik er nemlig beskyttet af international ret.

Alligevel ser det dog ud til, at man fra russisk side har et ønske om at sikre skibene fra skyggeflåden yderligere.

Ikke mindst med uniformeret personale ombord.

»Vi har ikke set det selv, men vi ved, at det her er en meget vigtig aktivitet for Rusland, så vi forventer, at forskellige sikkerhedsforanstaltninger er blevet taget, og sådanne ting (uniformerede mænd, red.) kan meget vel være der,« siger Daniel Stenlig, fungerende operativ chef ved den svenske Kystvagt.

B.T. har bedt det danske Forsvar om en kommentar til sagen. Ved udgivelse var de endnu ikke vendt tilbage.