»Det kan føre til en forfærdelig situation.«
Den seneste tid har der floreret flere forlydender om, at Nordkorea har planer om at sende tropper til Rusland som støtte til krigen i Ukraine. Det har nu fået den magtfulde søster til landets leder til at komme med en trussel.
Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap og Politico.
Blandt andet har Sydkoreas nationale efterretningstjeneste (NIS) og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, hævdet, at tropper fra det normalt hermetisk lukkede land kan være på vej til eller allerede befinder sig i Rusland.

Det er i kølvandet på de meldinger, at Kim Yo-jong, der er søster til landets leder, Kim Jong-un, nu langer ud.
I en udtalelse kalder søsteren – der anses for at være en af de mest indflydelsesrige politiske figurer i Nordkorea, ligesom hun tidligere er blevet beskrevet som landets 'de facto second in command' – det for en militær provokation mod Pyongyang, som er det politiske magtcentrum i Nordkorea.
Og hun advarer om, at det kan føre til en »forfærdelig« situation:
»En militær provokation mod en atomvåbenstat kan føre til en forfærdelig situation, som politikere og militære eksperter i ethvert stort eller lille land i verden med deres normale tankegang ikke kan forestille sig,« udtaler hun i udtalelsen, der er blevet bragt af det statslige medie Korean Central News Agency (KCNA).

Videre kalder hun dem, der kommer med beskyldningerne i Seoul og Kyiv for »galninge«, og hun beskriver det som »hensynsløse bemærkninger« om en atomstat, som hun gentagne gange har hævdet, at Nordkorea er.
»Det ser ud til at være et fælles træk ved slemme hunde opdrættet af USA,« siger hun ifølge Yonhap med henvisning til Sydkorea og Ukraine, som hun kritiserer.
I sin udtalelse forklarede hun også, at Nordkorea endnu er i gang med at undersøger sagen om de droner, som man har anklaget Sydkorea for at sende over Pyongyang med anti-Nordkorea-propagandaflyveblade.
»Ingen ved, hvordan vores gengældelse og hævn vil blive gennemført,« udtaler Kim Yo-jong, der også tidligere har stået for at komme med trusler mod særligt Vesten og nabolandet mod syd.

Den seneste tid har der været flere meldinger om, at tropper fra det normalt hermetisk lukkede land enten kan være på vej til eller allerede befinder sig i Rusland.
Fredag udsendte eksempelvis Sydkoreas nationale efterretningstjeneste (NIS) blandt andet et satellitbillede af det russiske militæranlæg Ussuriysk – og i den forbindelse blev det hævdet, at nordkoreansk personale den 16. oktober var samlet på træningsområdet.
Både Kreml og Pyongyang har dog afvist, at Nordkorea skulle have sendt militærpersonale for at hjælpe Rusland mod Ukraine.
Tirsdag kaldte en unavngiven repræsentant for Nordkorea i FN ifølge nyhedsbureauet AFP det for »falske rygter«.

»Hvad angår det såkaldte militære samarbejde med Rusland føler min delegation ikke noget behov for at kommentere sådanne falske, stereotype rygter,« lød det.
Selvom Kim Yo-jong er kvinde i et traditionelt mandsdomineret, hierarkisk – og meget lukket – land, sidder hun i en yderst magtfuld position.
Tilbage i 2020 kom det blandt andet frem fra en efterretningstjeneste i Sydkorea, at landets leder, Kim Jong-un, gradvist havde givet flere og flere beføjelser til andre, først og fremmest til søsteren.
Året efter kom det frem, at hun havde fået en stor forfremmelse.
Der fik hun plads i landets øverste regeringsorgan. I spidsen af regeringsorganet, State Affairs Commission (SAC), står Kim Jong-un selv.
Sidste år var hun også til stede ved sin brors side, da han for første gang i fire år mødtes med den russiske præsident, Vladimir Putin, på rumaffyringsstationen Kosmodrom Vostotsjnyj i det østlige Rusland.

