I forbindelse med USA og Israels fortsatte angreb på Iran er de løbet ind i et ubehageligt problem for de amerikanske tropper.
Men der er en løsning på det kritiske problem. Og det kan på finurlig vis komme Ukraine og præsident Volodymyr Zelenskyj til gode.
Da USA og Israel lørdag 28. februar lod de første bomber falde over ærkefjenden Iran, gik der ikke længe, før svaret kom.
Iran skød tilbage.
En lang række missiler ramte amerikanske baser i Mellemøsten. Det samme gjorde et våben, som de kun kender alt for godt i krigen i Ukraine; den iransk producerede Shahed-drone.
Gennem snart flere år har droner af den type krævet enorme ofre i Ukraine, siden de første gang blev sendt fra Iran til Rusland i hundredvis og efterfølgende er blevet masseproduceret i titusindvis.
Fordelen ved netop Shahed-dronen er nemlig, at den – når det kommer til våben til krigsbrug – er ekstremt billig at producere. Samtidig er den simpel at lave.
Og der kan lande som Rusland og Iran hurtigt opbygge lagre med tusindvis af den frygtede drone, der kan bære store mængder sprængstof og forårsage død og ødelæggelse til nærmest ingen penge.
Det har USA og en række allierede lande i Mellemøsten mærket helt konkret, efter krigen mod Iran blev indledt.
Det helt store problem er nemlig, at de modsvar, som USA og de allierede i Golfstaterne har, typisk vil være enormt kostbare.

Det kan være at sende jagerfly som F-35 på vingerne for at skyde de billige droner ned. Eller det kan være at bruge Patriot-luftforsvarssystemer, hvortil ammunition er en dyr affære.
Alt afhængigt af, hvilke kilder man spørger, koster en Shahed-drone typisk omkring 30.000 dollar at fabrikere. Det svarer til lige under 200.000 danske kroner.
Til sammenligning koster et missil til det jordbaserede Patriot-forsvarssystem hurtigt tre millioner dollar – svarende til små 20 millioner kroner.
Det koster altså i løse tal omkring hundrede gange mere at skyde en Shahed-drone ned, end det koster at producere en.

»Det er en stor udfordring for USA og deres allierede, det her,« siger militæranalytiker Anders Puck Nielsen til B.T.
»Iran har billigt drej, som de kan producere i store mængder. Og man kan ikke bare blive ved med at skyde billige droner ned med dyre missiler,« siger han med reference til den voldsomme prisforskel.
Og det er netop den prekære situation, som USA og dets allierede lande i Mellemøsten befinder sig i, hvor en usandsynlig hjælp er dukket op, forklarer Anders Puck Nielsen.
I efterhånden flere år har Ukraine kendt til problemerne med de iranske Shahed-droner, som Rusland har fået og siden videreudviklet.

Og i og med at Ukraine ikke har uanede mængder jagerfly og Patriot-missiler til at skyde tusindvis af Shahed-droner ned, har de måttet finde andre løsninger.
Og de er efterhånden blevet ret gode til det.
Det betyder, at USA og en række Golfstater ifølge den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har rakt ud i håb om at få hjælp, erfaring og metoder til at bekæmpe den billige iranske dronetrussel.
Og det er man villig til at assistere med, lød det fra Zelenskyj i en video slået op på sociale medier torsdag.
Det giver dermed Ukraine en sjælden mulighed, forklarer Anders Puck Nielsen.
»Det er en god situation for Ukraine, hvor de har muligheden for at hjælpe andre. Ikke mindst USA,« siger eksperten.
Ukraine har med andre ord en mulighed for at vise sig som en god allieret for USA – og det kan stille dem bedre, når det kommer til fremtidige forhandlinger om en fred med Rusland, hvor USA er mægler.
Anders Puck Nielsen påpeger desuden, at det ikke er eneste interesse fra ukrainsk side.
»Ukraine modtager mange Patriot-missiler fra USA, så de er ikke interesserede i, at de opbruger dem alle sammen.«
Muligheden for Ukraine er dog virkelig god for den hårdt pressede stat, slår Anders Puck Nielsen fast.
Og det ville være dumt ikke at udnytte den.
»Ukraine har her muligheden for at gøre sig selv til en vigtig allieret. Og den ser de ud til at benytte sig af,« siger han.

