I sin første optræden foran medierne siden offentliggørelsen af de seneste Epstein-filer blev Donald Trump natten til tirsdag, dansk tid, spurgt til dem.

Og den amerikanske præsident, forholdt sig til, at en af Trumps forgængere, Bill Clinton, optræder på mange billeder.

Det skriver Sky News.

»Jeg synes, at det er forfærdeligt. Jeg kan godt lide Bill Clinton, og jeg hader at se fotos af ham,« sagde Trump.

Clinton optræder på rigtigt mange billeder i filerne.

Blandt andet kan han ses i en swimmingpool sammen med Ghislane Maxwell. Hun er tidligere kæreste og mangeårig samarbejdspartner til Epstein.

På billedet fra poolen fremgår også en anden person, hvis ansigt dog er censureret.

På et andet billede kan ekspræsidenten ses i et boblebad med det, der ligner en anden person, hvis ansigt ligeledes er censureret.

AP beskriver, at der også er billeder, hvor Clinton sidder på et privatfly med en kvinde, hvis ansigt er censureret, på skødet.

Trump sagde natten til tirsdag:

»Bill Clinton er en stor dreng. Han kan klare det, men der er sandsynligvis billeder, der bliver offentliggjort af andre mennesker, der uskyldigt mødte Jeffrey Epstein for mange år siden.«

Den amerikanske præsident hævdede, at offentliggørelsen af filerne »er en måde at forsøge at aflede opmærksomheden fra den enorme succes, som Det Republikanske Parti har«.