Den lille Labubu plysdukke med store øjne blev sidste år et globalt fænomen og efterspørgslen på den lille dukke var enorm.
Men som så meget andet, er dukken tilsyneladende en døgnflue.
I hvert fald har Pop Mart, som er firmaet bag de populære Labubu-dukker, mistet 60 procent af sin markedsværdi siden august sidste år, skriver Expressen.
Det markante fald kommer efter et større opsving, hvor Pop Marts aktier steg med hele 300 procent sidste år, hvor den administrerende direktør ifølge Forbes blev 16 milliarder kroner rigere på en enkelt dag.
Men til trods for, at virksomheden Pop Mart har mistet en del af sin markedsværdi er det ikke definitivt slut for den lille virale bamse.
I november sidste år kunne Hollywood Reporter afsløre, at Sony Pictures netop havde købt rettighederne til at lave en spillefilm om den hyperpopulære dukke.
Filmen produceres og instrueres af Paul King, der også har instrueret Paddington og filmen 'Wonka' med Timothée Chalamet i hovedrollen.
Der er dog ingen dato for udgivelse af filmen endnu.
