Mandag 19. januar 2026 blev en 19-årig canadisk turist fundet død på stranden på den australske ø K'gari, der også går under navnet Fraser Island.
Ifølge obduktionsrapporten druknede canadieren formentlig, men der er også tegn på bid fra dingoer, der er vildtlevende hunde, før turistens død.
Ifølge det australske medie ABC News blev turistens lig fundet omgivet af ti dingoer, hvor flere af dem nu er blevet aflivet som følge af turistens død.
Det oplyser miljøministeren, Andrew Powell, til mediet og forklarer, at de forventer at aflive flere dingoer de kommende dage.
»Det er en svær beslutning, men jeg tror, at det er en beslutning, som ministeriet har truffet af hensyn til den offentlige sikkerhed,« fortæller Andrew Powell.
Den 19-årige canadiske turists forældre har efterfølgende udtalt, at det ikke ville være i deres barns ønske at aflive dingoerne.
Angreb fra dingoer er blevet mere almindelige i Australien de seneste år, men dødelige hændelser er sjældne.

