Slutningen på en tredages skitur i Castle Peak-området i det nordlige Californien endte tragisk for 15 skiløbere, da en lavine tirsdag ramte dem uden for skisportsstedet.
Seks personer blev reddet, otte blev fundet døde, og én blev meldt savnet.
Nu er gruppens sidste person fundet, og desværre er det med tragisk udfald.
Personen blev nemlig fundet død, og det betyder også, at alle ni lavineofre er blevet fundet, oplyste Nevada Countys sherif Shannan Moon lørdag på et pressemøde, skriver CBS News.
Ligene af de omkomne skiløbere blev fundet, efter en Black Hawk-helikopter lørdag fløj over det sneklædte bjergområde i Truckee i Californien, hvor lavinen ramte.
Otte af ofrene blev fundet allerede tirsdag, men det barske vejr og risikoen for flere laviner i området forhindrede redningsmandskabet i at kunne hente ligene fra lavinen.

Først fredag var reddere i stand til at hente fem af ligene, og de resterende fire blev efterfølgende fundet lørdag morgen, siger sheriffen ifølge mediet.
Blandt de omkomne skiløbere var seks kvinder og tre professionelle guider.
Gruppens resterende seks personer overlevede lavinen, der er den dødeligste i USA siden 1981.
