Efter demonstrationer: Erklærer nødretstilstand


Bolivias præsident, Rodrigo Paz, har lørdag morgen dansk tid erklæret nødretstilstand i landet.
Det skriver Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet giver det mulighed for at sætte militæret ind over for demonstranter, som i flere uger har blokeret store veje i landet.
Det var med krav om lønstigninger, større økonomisk stabilitet og et stop for privatiseringen af statsejede virksomheder, at demonstranter i begyndelsen af maj gik på gaden i La Paz.
Siden udviklede demonstrationerne sig til et krav om, at den konservative Rodrigo Paz, der i slutningen af 2025 overtog magten i Bolivia efter mere end 20 års socialistisk styre, skulle træde tilbage.
Vrede demonstranter stormede regeringsbygninger, kastede med sten og sprængstofpatroner, afspærrede veje og satte ild til bunker af affald.
Tidligere lørdag mrogen indgik præsident Paz og og landets største fagforeningsforbund, Central Obrera Boliviana (COB), en aftale, der skal sætte et punktum for mere end seks ugers voldsomme demonstrationer i det latinamerikanske land.