Efter chok-indlæggelse: Stewardesse slipper med skrækken
En hollandsk stewardesse var ombord på fly med en hantavirussmittet, men er heldigvis testet negativ.

En hollandsk stewardesse var ombord på fly med en hantavirussmittet, men er heldigvis testet negativ.

En hollandsk stewardesse, som var indlagt med mulige symptomer på hantavirus, er testet negativ og er ikke smittet.
Det skriver det hollandske medie RTL.
Kvinden blev torsdag indlagt på et hospital i Amsterdam i isolation med mulige symptomer på virussen.
Hun var om bord på et KLM-fly, som en 69-årig kvinde kortvarigt var om bord på 25. april.
Den 69-årige døde i Johannesburg i Sydafrika dagen efter, og testresultater viste efterfølgende, at hun havde hantavirus.
Krydstogtskibet MV "Hondius" sejlede 1. april fra det sydlige Argentina mod nord i Atlanterhavet.
Den 6. april blev en 70-årig hollandsk mand syg om bord på skibet. Fem dage senere døde han.
Efterfølgende blev hans hustru, som var den 69-årige kvinde, utilpas og gik i land, da hans lig blev fjernet fra skibet.
Hun gik i land på den britiske ø Sankt Helena 24. april og fløj efterfølgende til Sydafrika. 26. april døde hun i Johannesburg.
Siden fik en tysk kvinde symptomer. Hun døde 2. maj om bord på skibet.
/ritzau/