Efter bombeangreb: Omfattende politijagt
Kontroversiel ukrainske rigmand kan have været målet.

Kontroversiel ukrainske rigmand kan have været målet.

En regulær menneskejagt er tirsdag i gang i Monaco og nabolandet Frankrig.
For gerningsmanden bag en stor eksplosion ved en beboelsesejendom i fyrstedømmet er stadig på fri fod.
Det skriver flere medier som Le Figaro, Euronews og Sky News.
Her lyder det også, at overvågningskameraer muligvis har fanget vedkommende spadsere til fods ind i den franske by Beausoleil, der ligger klods op af den eksklusive bystat.
Andet overvågningsmateriale har vist, hvordan personen forinden efterlod en rygsæk – altså sandsynligvis indeholdende en slags bombe – foran døren til bygningen i Monaco.
Et ægtepar og deres teenagebarn blev kvæstet ved eksplosionen mandag aften. To af dem er i livsfare.

Hændelsen har skabt forfærdelse i fyrstedømmet, og også fyrst Albert har reageret.
»En afskyelig forbrydelse«, kalder han det og mener videre, at det har udløst »et chok i hele det monegaskiske samfund«.
Officielt er der ikke sat navn på ofrene, men det kom hurtigt frem, at der muligvis var tale om en ukrainsk rigmand og hans familie.
Flere medier har siden sat navn på: Vadym Iermolaiev skulle der angiveligt være tale om.

Han er blandt Ukraines allerrigeste, men han er også kontroversiel.
Således skulle han være underlagt sanktioner fra ukrainske side på grund af sine forretninger på den russiskbesatte Krim-halvø.
Et motiv ligger dog endnu ikke på plads, og der er planlagt et pressemøde senere tirsdag, hvor myndighederne vil fortælle mere.
Ifølge politiet skulle sprængladningen blandt andet have bestået af haglpatroner og bolte.