Den britiske tv-gigant BBC blev anklaget for at have manipuleret med en video af Donald Trump. Nu har afsløringen fået konsekvenser for topledelsen i mediet. 

BBC's generaldirektør, Tim Davie, og nyhedsdirektør, Deborah Turnes, træder nemlig tilbage, skriver mediet selv.

I en erklæring siger Tim Davie ifølge mediet, at »der er begået nogle fejl, og som generaldirektør må jeg tage det endelige ansvar«. 

Det er en intern BBC-rapport, som The Telegraph har fået hænderne i, hvor mediet bliver beskyldt for at have ændret i præsidentens udtalelser vedrørende optøjerne i Kongressen 6. januar 2021. 

I dokumentaren 'Trump: A Second Chance', der blev vist en uge forud for præsidentvalget, ligner det nemlig, at Donald Trump opildner borgerne til optøjerne.

»Vi skal ned til Kongressen, og jeg skal være der sammen med jer, og vi skal kæmpe. Vi skal kæmpe som bare pokker, og hvis I ikke kæmper som bare pokker, har I ikke et land længere,« lød det fra præsidenten i klippet.

Men virkeligheden var en anden, skriver mediet. 

Den interne rapport viser, at det er tre forskellige klip af Donald Trumps tale, der blev klippet sammen til netop de ord.

I stedet lød ordene ifølge rapporten nemlig:

»Vi tager derned, og jeg vil være sammen med jer, vi tager ned til Kongressen, og vi vil heppe på vores modige senatorer og kongresmedlemmer … Jeg ved, at alle her snart vil marchere over til Capitol for fredeligt og patriotisk at lade jeres stemmer blive hørt.«

Ifølge mediet var det først 54 minutter senere i talen, at præsidenten brugte ordene »kæmpe som bare pokker« i en helt anden sammenhæng.

BBC har tidligere svaret, at tv-stationen ikke kommenterer lækkede dokumenter, men »tager feedback alvorligt og overvejer den omhyggeligt«. 

Konsekvensen har således været, at to fra topledelsen af mediet er trådt tilbage. 

Hele anklagen har vækket harme og opsigt blandt politikere.

'Det er en total skændsel. BBC har forfalsket optagelser af Trump for at få det til at se ud, som om han opildnede til optøjer – når han faktisk ikke sagde noget sådan,' skriver tidligere premierminister Boris Johnson på X.

'Vi har Storbritanniens nationale tv-station, der bruger et flagskibsprogram til at fortælle håndgribelige usandheder om Storbritanniens nærmeste allierede. Er der nogen på BBC, der tager ansvaret – eller siger op?'

Donald Trump Jr. beskylder også BBC for uærlighed og 'falske nyheder' på X.