Tårerne flød, da morderen Stephen West torsdag aften tog sin sidste indånding, inden den elektriske stol i Tennessees fængsel afsluttede hans liv efter 33 år i fængsel.

»I begyndelsen skabte Gud manden,« sagde han ifølge CNN, før han grådkvalt fortsatte:

»Jesus græd. Det er alt.«

Den 56-årige mand blev erklæret død klokken 19.27 lokal tid.

Indtil da havde han siddet fængslet siden 1986, hvor han blev dømt for at have dræbt en 51-årig kvinde og hendes 15-årige datter.

Stephen West har hele tiden nægtet sig skyldig i mordene, som han hævdede, en medskyldig stod bag.

Den købte retten dog aldrig. Heller ikke, da han i 2001 formåede at få udsat sin henrettelse for at appellere mod sin dødsstraf.

Men torsdag oprandt dagen altså. På tide, hvis man spørger Jack Campbell, hvis onkel var ægtemand og far til de to dræbte.

»Vores familie har lidt de seneste 33 år - gennem alle appellerne, som, vi synes, byggede på et urimeligt grundlag, når nu de allerede indenfor de første 24 timer havde beviserne til at dømme ham,« lyder det i en officiel udtalelse fra familien.

Stephen West kort før sin død.
Stephen West kort før sin død. Foto: HANDOUT
Vis mere

Inden sin død indtog Stephen West et sidste måltid: En steak med ost og pomfritter.

Dernæst trådte han ind i lokalet med den elektriske stol. Det var hans eget valg, at den skulle være hans endeligt.

I Tennessee er det sådan, at drabsmænd, der er idømt dødsdom inden 1999, selv kan få lov til at vælge mellem stolen og en dødelig indsprøjtning.

Siden august sidste år er fem personer blevet henrettet i Tenneessee. Inden da fandt den sidste henrettelse i delstaten sted i 2009.