Han betragtede en kostskole, spejdertrupper og andre samlingspunkter for børn som sine pædofile jagtmarker, inden han stak af til Thailand for at undslippe lovens lange arm. Nu er fælden klappet.
Den 81-årige dømte, britiske Richard Burrows, er onsdag blevet sat bag tremmer for at have begået seksuelle overgreb mod børn fra 1960erne til midten af 1990erne. Det skriver mediet SkyNews.
I sidste måned blev han dømt for blandt andet at have at have begået seksuelle overgreb på drenge og at fremstille materiale med overgreb mod børn. Og nu begynder afsoningen.
Straffen blev i starten af april udmålt til 46 års fængsel, som Richard Burrows begyndte at afsone onsdag i denne uge.
Under retssagen mod ham kom det frem, at han systematisk har begået overgrebene, mens han besad stillinger, hvor han havde autoritet over børnene, for eksempel som spejderleder og kostskolelærer.
Richard Burrows blev kendt skyldig i 97 anklagepunkter. Heraf tilstod han 43 af dem.
Helt tilbage i 1997 blev han sigtet for forbrydelserne af britisk politi, men flygtede samme år til Thailand. Han blev sidste år pågrebet af de britiske myndigheder ved sin ankomst til lufthavnen i London.
