Den britiske musiker Ed Sheeran har fundet nye navne, der skal varme op for ham under hans igangværende turné, "The Loop Tour".

Heriblandt den tidligere deltager i talentprogrammet "American Idol" Brooks Rosser og The Frays forhenværende frontmand, Isaac Slade.

Det skriver flere internationale medier, blandt andet det britiske kulturmagasin New Musical Express.

Alle de oprindelige opvarmningsnavne, heriblandt det danske band Lukas Graham og den dobbelte oscarvindende amerikanske musiker Finneas, har trukket sig fra turnéen.

De trak sig, efter at rapperen Macklemore blev droppet, angiveligt fordi han havde udtrykt støtte til palæstinenserne i Gazastriben under en tidligere koncert på turnéen.

Ed Sheeran har afvist, at det var hans beslutning at pille Macklemore af plakaten. Ifølge den britiske musiker var det promotorens afgørelse.

Ifølge Macklemore havde blandt andre en række stadionejere givet Ed Sheeran et ultimatum - hvis Macklemore fortsatte på turnéen, ville Ed Sheeran ikke få lov til at spille på de forskellige stadioner.

Ed Sheeran italesatte situationen fra scenen i Philadelphia i USA den 20. september under sin første koncert, efter Macklemore var blevet strøget.

- Det, der sker i Gaza, er katastrofalt, uforsvarligt og uforholdsmæssigt. Jeg har været nødt til at træffe svære beslutninger, og jeg begår fejl, og det er jeg virkelig, virkelig ked af, sagde Ed Sheeran ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ed Sheeran indledte "The Loop Tour" i Auckland i New Zealand i begyndelsen af året. Turnéen slutter i Mexico den 11. december.

Lukas Graham hoppede med på touren i august og skulle løbende frem til november varme op for Ed Sheeran.

Den 15. september oplyste det danske band i et opslag på det sociale medie Instagram, at det trak sig fra de resterende koncerter på "The Loop Tour".

- Penge giver dig ikke ret til at eje samtalen. Ingens bankkonto skal bestemme, hvem der får lov til at tale, og hvilken lidelse vi må anerkende, skrev frontmand Lukas Forchhammer.

- Jeg elsker Ed, og jeg er taknemmelig for alt det, vi har delt. Det har ikke ændret sig. Men jeg kan ikke sende disse ord ud i verden og fortsætte turnéen, som tingene står nu.

RITZAU