NIGERIA: Den nigerianske præsident, Goodluck Jonathan, erklærede fredag Nigeria i undtagelsestilstand på grund af udbrud af den dødelige ebola-virus. Det skriver Reuters.

Landet, der er Afrikas mest folkerige land, har haft syv bekræftede tilfælde af ebola, hvoraf to er døde.

Ebola-smitten menes at være blevet ført til Nigeria af en rejsende fra Liberia, der blev syg ved ankomsten til Nigeria.

Samtidig med erklæringen om undtagelsestilstand har Nigerias præsident bevilget cirka 65 millioner kroner til nødforanstaltninger for at inddæmme sygdommen.

Ifølge præsidentens talsmand, Reuben Abati, skal midlerne blandt andet bruges til isolationscentre for smittede personer samt ekstra mandskab til screening af rejsende ved grænseovergange.

Verdenssundhedsorganisationen WHO sagde fredag, at det vestafrikanske ebola-udbrud udgør en international sundhedsrisiko. WHO forudser, at ebola-virussen, der allerede har knap 1.000 liv på samvittigheden, kan fortsætte med at sprede sig i månedsvis.

Ifølge Reuters anbefaler WHOs eksperter, at de vestafrikanske lande Guinea, Liberia, Nigeria og Sierra Leone, der alle har haft ebola-ofre, erklæres i undtagelsestilstand.

WHO vil dog endnu ikke gå så langt som til at foreslå et generelt internationalt rejseforbud til og fra Vestafrika.

Et canadisk firma, Tekmira Pharamaceuticals, arbejder på et lægemiddel, der kan helbrede personer med ebola. Fredag steg firmaets aktiekurs ifølge USA Today med 38 procent, efter at de amerikanske myndigheder har givet tilladelse til eksperimentel brug af lægemidlet.