Siden rigmanden Jeffrey Epsteins død har Steve Bannon været en hårdnakket kritiker af den dømte sexforbryder.

Men forinden arbejdede Donald Trumps tidligere chefstrateg tæt sammen med Epstein om en dokumentar, der skulle kaste nyt, positivt lys over den skandaleombruste milliardær.

Det afslører en række offentliggjorte e-mails ifølge The Hollywood Reporter.

For mens Netflix arbejdede på dokumentarserien 'Filthy Rich' med ofre som Virginia Giuffre og Maria Farmer samt politichef Michael Reiter, havde Bannon planer om at lave en direkte modsætning.

Trump-rådgiveren, Epstein og sidstnævntes gode ven og rådgiver Michael Wolff, var godt i gang med at filme en dokumentar, der skulle modvirke de skadelige fortællinger i Netflix-serien, da Epstein blev anholdt i sommeren 2019.

Bannons dokumentar skulle indeholde interviews med prominente mediepersoner og politikere og filmes på Epsteins private ø, Little St. James.

Steve Bannon var en af hovedarkitekterne bag Trumps sejr ved præsidentvalget i 2016.
Steve Bannon var en af hovedarkitekterne bag Trumps sejr ved præsidentvalget i 2016. Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

»Hvis vi arrangerer det, kan vi så filme på øen?« spurgte Steve Bannon i en mail, der straks blev besvaret med et 'ja'.

Bannon skrev tilbage for at koordinere et tidspunkt, men få minutter senere faldt bomben.

»Alt er aflyst,« skrev Epstein uden forklaring.

»Kommer du ikke?« svarede Bannon tilbage – uden nogensinde at få svar.

For Epstein var blevet anholdt efter anklager om sexhandel med utallige mindreårige – blandt andet på Little St. James-øen.

Ifølge The Hollywood Reporter har Steve Bannon siden benægtet ethvert venskab med Epstein. Også Michael Wolff har benægtet, at han var finansmandens rådgiver.

Bannon var Donald Trumps chefstrateg de første otte måneder af Trumps første præsidentperiode.