Uroen breder sig om den amerikanske præsident Donald Trump. 

Med dårlige meningsmålinger, en igangværende krig og politikere, der åbent taler om at få præsidenten afsat, ser det mildest talt vanskeligt ud.

Men endnu et problem lurer i horisonten. Og det plejer at være en klassisk indikator på, hvilken vej det politiske landskab i USA bevæger sig. 

Et historisk antal republikanere har nemlig valgt ikke at genopstille til Repræsentanternes Hus, skriver Berlingske. 

Mindst 36 republikanerne vil ikke søge genvalg ved midtvejsvalget, og ifølge CNN er antallet det højeste siden 1930erne. 

Til sammenligning har 22 demokrater angivet, at de ikke vil genopstille. 

En analyse fra CNN viser desuden, at det parti, hvor flest politikere trækker sig, har mistet flertallet i Repræsentanternes Hus ved fire ud af fem valg de seneste 40 år.

Indtil nu har Donald Trump nydt godt af, at Republikanerne har haft flertal i begge kamre i Kongressen, og derfor kan det blive et alvorligt slag for Trump og hans regering.

Samtidig ulmer utilfredsheden internt i partiet. Politico beskriver ifølge Berlingske en voksende frustration blandt republikanerne.

»De kan ikke holde det ud længere,« siger den erfarne republikanske konsulent Dick Wadhams til Politico.

De dystre prognoser falder sammen med en dramatisk udmelding fra Donald Trump tirsdag, hvor han advarede om, at 'en hel civilisation vil dø i nat' forud for et muligt angreb på Iran.

Udmeldingen har udløst kraftige reaktioner og fået flere politikere til at opfordre til at bruge det 25. forfatningstillæg for at få præsidenten afsat.

Du kan følge udviklingen i verden og amerikansk politik i B.T.s liveblog HER.