Skulle det værste ske, at der udbryder total krig i Europa, vil Storbritannien være på bar bund.
Så dyster lyder meldingen fra forsvarschef Sir Richard Knighton, der indrømmer, at Storbritannien ingen plan har for at forsvare landet.
Ifølge Knighton, der er chef for de britiske væbnede styrker, er der ingen plan for, hvordan landets nationale sundhedsvæsen (NHS) for eksempel skal mobilisere læger og sygeplejersker i tilfælde af store tabstal.
Det skriver Sky News, der samtidig kalder det en bekræftelse på mediets egen to år gamle afsløring.
Sir Richard Knighton afslørede mandag, at Storbritannien ikke har en moderne udgave af landets 'krigsbog', der første gang blev udarbejdet under første verdenskrig, og som samler en lang række planer for militæret, hospitalerne, politiet og meget mere.
Den blev lagt på hylden efter Sovjetunionens fald, og selvom Nato-medlemmer forpligter sig til at opretholde en fuldt udarbejdet forsvarsplan, findes en sådan altså ikke i Storbritannien ifølge forsvarschefen.
»Vi har endnu ikke en komplet national forsvarsplan,« lød det fra luftmarskal Sir Richard Knighton.
»Jeg tror, det er et udtryk for fredsdividenden,« fortsatte Knighton, da han mandag besvarede en lang række spørgsmål i det britiske parlament.
Her lød det også, at forsvarsministeriet mangler midler til at dække over udgifterne til landets militære udstyr.
Ifølge Sky News lød forsvarschefen frustreret undervejs, og han udtrykte ligefrem bekymring for, at landets militær kunne stå over for en reduktion.
Sir Richard Knighton vurderer dog, at en komplet national forsvarsplan vil ligge klar senere i 2026.
Forsvarschefen slog så sent som i december alarm om, at »situationen er farligere, end jeg nogensinde har oplevet i min karriere,« med henvisning til truslen fra Rusland.
Du kan følge udviklingen på den storpolitiske scene i B.T.s liveblog her.
