Tre amerikanske soldater mistede livet i Mellemøsten i weekenden og bringer nu det samlede dødstal af amerikanske soldater op på 17 siden marts.

Ifølge Vali Nasr, som er professor i internationale forhold og Mellemøsten-studier ved Johns Hopkins University School of Advanced International Studies,  lægger det pres på Donald Trump. 

»Det lægger sit eget pres. Og hvad nu hvis yderligere fire eller fem personer bliver såret eller dræbt i løbet af de næste par dage, eller hvis vi for eksempel siger, at et amerikansk skib bliver ramt?,« udtaler han til The Hill.

Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, Victoria Coates, kom også med en dyster melding efter nyheden om de tre dødsfald, hvor hun mente, det markerede »en ny fase« i krigen.

»Det er en meget alvorlig begivenhed, men jeg tror, den minder os om, hvor alvorligt dette engagement er, og hvor brutalt det iranske regime er,« udtalte hun.

Det amerikanske militær svarede igen i løbet af weekenden, hvor der blev iværksat angreb mod iranske militære installationer.

I mandags tog præsident Trump selv til tasterne på mediet TruthSocial og kommenterede på sagen, hvor han kom med en voldsom advarsel:

'Hver gang Iran dræber en amerikansk soldat, vil de komme til at betale for det drab mange gange igen! Dette direktiv er blevet givet videre til krigsminister Pete Hegseth, formanden for den øverste militære ledelse, Daniel Caine, og enhver leder i militæret. Præsident DONALD J. TRUMP.'