Det er smertefuldt for Anders Fogh Rasmussen at være vidne til USAs konstante krav om at overtage Grønland.
Det siger den tidligere statsminister og Nato-generalsekretær til Financial Times.
For Anders Fogh Rasmussen har altid set USA som verdens politimand, leder af den frie verden og en tæt allieret, som han som statsminister sendte danske soldater til Afghanistan og Irak med.
»Nu ser vi, at USA bruger et sprog, der minder meget om det, som gangsterne i Moskva og Beijing – som USA burde kontrollere – bruger,« siger den tidligere danske statsminister til mediet.
Anders Fogh Rasmussen, der var Natos generalsekretær fra 2009 til 2014, er dybt bekymret for verdensordenen, hvis Donald Trump lykkes med at overtage Grønland.
»Jeg er ærlig talt bekymret for, at verdens opmærksomhed lige nu er rettet mod noget, der ikke udgør en trussel, hverken for Europa eller USA – nemlig Grønland, en venlig allieret af USA – i stedet for at fokusere på det, der burde være i centrum lige nu: hvordan tvinger vi Putin til forhandlingsbordet i Ukraine?,« siger Anders Fogh Rasmussen til Financial Times.

Han fortsætter:
»Splittelse i Vesten spiller direkte i hænderne på Rusland. Jeg er sikker på, at Moskva håber, at Grønland bliver isbjerget, der sænker Nato.«
»Så dette går langt ud over Danmark og Grønland. At erobre Grønland vil være slutningen på den verdensorden, som vi kender,« lyder den dystre spådom fra Anders Fogh Rasmussen.
Danmarks tidligere statsminister foreslår konkret at opdatere den forsvarsaftale fra 1951, der giver USA fri militær adgang til Grønland, så aftalen indeholder flere detaljer om, hvor USA og Nato »kan og bør« etablere flere militærbaser.
Fredag var Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, gæst i B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid.
Her lød det fra Messerschmidt, at netop Anders Fogh Rasmussen burde være sendt til onsdagens historiske møde med vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio i Washington, D.C.

