En bolighandel har sat en eftertrykkelig rekord og med afstand slået den hidtil højeste pris, der nogensinde er betalt for kvadratmeter i USA.
Således er en lejlighed på Manhattan i New York med udsigt over den berømte Central Park solgt for hele 238 millioner dollar. Det svarer til hele 1,5 milliarder kroner.
Hidtil lød rekorden på bare 147 millioner dollar, altså blot en lille milliard kroner.
For den eksorbitante pengesum får køberen, milliardæren Ken Griffin, hele 2.222 kvadratmeter fordelt på fire etager, skriver CNBC.

Med købet af lejligheden, der ligger i en endnu ikke færdiggjort 66 etager høj skyskraber, bliver Ken Griffin nabo med musikeren Sting, der angiveligt også har købt en lejlighed i bygningen.
50-årige Ken Griffin er stifter af hedgefonden Citadel og er en af USAs rigeste personer.
Og så er han øjensynligt lidt af en ejendomsmatador.
Mandag købte han en ejendom nær den britiske dronnings hjem, Buckingham Palace, i London for et beløb svarende til 800 millioner kroner.
I forvejen er han kendt for at have de dyreste ejendomme i Miami og i Chicago. Disse købte han for henholdsvis 60 og 59 millioner dollar - altså for samlet knap 800 millioner kroner.
Han har desuden tre andre boliger i Chicago, seks i Palm Springs i Florida samt to på Hawaii.



