Fly til og fra Dubais internationale lufthavn blev natten til mandag indstillet.

Det oplyste mediekontoret for regeringen i De Forenede Arabiske Emirater på det sociale medie X.

- Dubais civile luftfartsmyndighed meddeler den midlertidige suspension af flyvninger i Dubais internationale lufthavn som en forholdsregel for at sikre sikkerheden for alle passagerer og medarbejdere, lød det fra mediekontoret.

- Rejsende rådes til at kontakte deres respektive flyselskaber for de seneste opdateringer vedrørende deres flyvninger, tilføjede kontoret.

Meldingen kom, kort efter at der havde været et droneangreb i nærheden af lufthavnen.

Det var en brændstoftank, der var blevet ramt, og branden var under kontrol, oplyste mediekontoret. Ingen kom til skade, lød det.

Omkring klokken 07.30 dansk tid er det meddelt, at flyvninger "gradvist" genoptages. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Flyselskabet Emirates, der flyver ind og ud af Dubai, bekræftede tidligere mandag på X, at alle flyvninger til og fra Dubais lufthavn var indstillet.

- Tag venligst ikke til lufthavnen. Sikkerheden for vores passagerer og besætning er vores højeste prioritet og vil ikke blive kompromitteret, skrev Emirates på X.

Dubais politi skrev på X, at en større vej og en tunnel ved lufthavnen også var blevet lukket.

Den internationale lufthavn i Dubai er en af de travleste i verden og et vigtigt knudepunkt for internationale rejsende.

Flere flyvninger fra lufthavnen blev omdirigeret til Al Maktoum-lufthavnen i Jebel Ali, oplyste mediekontoret på X.

Iran har affyret over 1800 missiler og droner mod De Forenede Arabiske Emirater over de seneste uger. Det er ifølge nyhedsbureauet AFP dermed det land, som Iran har angrebet flest gange i konflikten, der begyndte 28. februar.

Her indledte USA og Israel et større angreb på Iran, hvilket har fået iranerne til at svare igen med angreb på tværs af flere lande i Mellemøsten.

Iran har primært rettet sine angreb mod amerikanske mål i regionen, men også lufthavne, havne og olieanlæg er blevet angrebet af iranske droner og missiler.

Onsdag oplyste Dubais myndigheder, at to nedfaldne droner sårede fire personer nær lufthavnen.

Ifølge forsvarsministeriet i De Forenede Arabiske Emirater har i alt seks personer mistet livet i landet under konflikten - fire civile og to militærfolk, skriver AFP.

/ritzau/