Dronning Elizabeth vil søndag tale til nationen om coronapandemien, der har kostet knap 4000 briter livet.

Storbritanniens dronning Elizabeth II vil søndag aften adressere det britiske folk i en tale om coronapandemien, der i øjeblikket rammer landet hårdt.

Det oplyser det britiske kongehus.

- Hendes majestæt dronningen har optaget en særlig udsendelse til Storbritannien og Commonwealth i forbindelse med coronavirusset, lyder det i en pressemeddelelse.

Den tv-transmitterede tale vil blive sendt klokken 21 dansk tid søndag aften.

Bortset fra sin årlige tale juledag er det yderst sjældent, at den nu 93-årige dronning taler direkte til det britiske folk.

Talen er blevet optaget i Windsor Castle, hvor dronningen bor med prins Philip.

Meldingen fra det britiske kongehus kommer, kort efter at Storbritannien kunne notere en kedelig rekord i forbindelse med coronapandemien. Således er der det seneste døgn registreret 684 dødsfald blandt coronapatienter i landet.

Det er det hidtil højeste antal blandt briterne og en stigning på 23 procent i forhold til dagen før.

Med de seneste dødstal er der registreret 3605 dødsfald blandt coronapatienter i Storbritannien.

Fredag morgen var det samlede antal smittede oppe på 38.168 i Storbritannien.

Stephen Powls, der er direktør for den britiske sundhedsstyrelse, oplyste torsdag, at de høje dødstal vil fortsætte i de kommende uger.

Britiske forskere peger på, at Storbritannien som minimum skal forvente et samlet dødstal på omkring 20.000 i forbindelse med pandemien.

Et andet og mere dystert scenarie peger på dødstal på omkring 50.000. Det kan ifølge forskere blive aktuelt, hvis befolkningen ikke overholder de restriktioner, der er blevet indført mod socialt samvær.

Kilder oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at de daglige dødstal vil toppe omkring 12. april - altså påskesøndag.

/ritzau/Reuters