Dronning Margrethe II har sendt en kondolence til Tyskland efter skudangrebet i Hanau, som har rystet landet. 11 personer blev dræbt.

Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.

Dronningens kondolencer er forfattet på tysk, stilet til Tysklands forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier og lyder (B.T.'s oversættelse):

»Kære Hr. forbundspræsident.

Med den dybeste forfærdelse over det tragiske angreb i Hanau i går aftes udtrykker jeg min kondolence over for Dem og det tyske folk.

Mine tanker er med ofrene, deres slægtninge og venner.«

Kondolencebrevet er som altid underskrevet 'Margrethe R'.

Tyskland er ramt af tragedie og sorg efter skyderierne i Hanau ved 22-tiden onsdag aften.

Ni personer blev skudt, da en gerningsmand åbnede ild to forskellige steder i byen. Den formodede gerningsmand blev senere fundet død i en lejlighed, hvor også den formodede gerningsmands mor blev fundet død. Dermed er det samlede dødstal på 11 personer. Seks blev såret.

Den formodede gerningsmand udtrykte angiveligt højreekstreme holdninger i et tilståelsesbrev, som han efterlod før skyderierne. Han efterlod både et brev og en video, skriver det tyske medie Bild ifølge Ritzau.

I brevet og videoen har gerningsmanden ifølge Bild påtaget sig ansvaret for de to skyderier.

Avisen beretter, at han i tilståelsesbrevet skrev, at der er behov for at 'udslette' folk, som ikke længere kan udvises fra Tyskland.

Tysklands øverste anklager, Peter Frank oplyser, at gerningsmanden - som i de tyske medier er blevet beskrevet som en 43-årig mand, Tobias R - havde en 'overvældende racistisk tilbøjelighed'.

Indenrigsministeren i Hanau bekræfter også, at der er tale om fremmedfjendske motiver bag angrebene.

Sagen efterforskes nu som en terrorhandling.

Hanau har omkring 100.000 indbyggere og ligger 20 kilometer fra storbyen Frankfurt.