»Det er en vild udvikling.«

Så klare er ordene fra den danske ekspert Flemming Splidsboel, når det kommer til teknologiske landvindinger i krigen i Ukraine.

Helt konkret forholder han sig til den nyhed, som B.T. kunne beskrive forleden, hvor en anonym ukrainsk topembedsmand og krigsteknologiudvikler kunne beskrive et markant nybrud.

For om bare fem års tid vil menneskelignende fjernstyrede robotter formentlig være en reel faktor på slagmarken i krigen, fortalte embedsmanden for nylig til B.T.

Mere specifikt handler det om, at soldater på ren computerspils-maner om få år vil kunne styre en menneskelignende robot rundt langs frontkrigen i Ukraine.

Og det arbejder man specifikt hen imod, kunne embedsmanden fortælle til B.T., hvilket siden er blevet bekræftet af den nu tidligere ukrainske forsvarsminister Mykhailo Federov, som for nylig udgav en spektakulær video om, hvordan han ser fremtidens krig – med robotter i alle afskygninger.

Det kan godt være, det på mange måder lyder som en Hollywood-film, men den fremtid er ikke så fjern, fortæller Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved DIIS.

Menneskelignende robotter på fronten i Ukraine. Det kan blive virkelighed om få år. Her ses et grafisk bud fra den tidligere russiske forsvarsminister Mykhailo Federovs side.

»Selvom det er en vild udvikling, så virker det også som en realistisk udvikling. For der sker noget hele tiden,« siger Flemming Splidsboel.

»Det går så hurtigt, at jeg reelt er i tvivl om, hvor langt vi er nået. Men vi ved, at Ukraine allerede nu arbejder med autonome systemer – blandt andet til droner og forskellige forsvarssystemer,« uddyber han.

Tanken om, at der om få år – som den ukrainske topembedsmand beskrev overfor B.T. – kan gå noget, der minder om Terminator-robotter rundt på slagmarken, er en, som den danske ekspert godt kan se det uhyggelige i:

»Det gør det hele ekstra skræmmende, at de her robotter ligner os,« siger Flemming Splidsboel.

Sådan ser en af de mulige FPV-menneskerobotter ud. De kan muligvis blive en virkelighed på frontlinjen om få år.

Men når det kommer til fremtidens krig, så arbejdes der ifølge den danske ekspert i mange andre ting end bare humanoide-robotter.

»Der er allerede droner til vands, til lands og i luften. Så det giver god mening, hvis der også vil være menneskelignende robotter om fem år. Men det kan også være i andre udgaver – som eksempelvis hundelignende robotter,« siger Flemming Splidsboel.

Kigger vi endnu længere ud i fremtiden, hvor de humanoide robotter er blevet normalt på fronten, så er næste skridt, at der ikke længere skal være et menneske til at fjernstyre det.

Her vil kunstig intelligens ifølge den ukrainske embedsmand kunne være klar til at tage over allerede om ti år.

Den nye generation af droner i krig behøver ikke kun være i menneskeform. De kan også ligne et dyr som eksempelvis en hund.

For Flemming Splidsboels stol virker det heller ikke utænkeligt:

»Når det kommer til kunstig intelligens og autonome systemer, så har Ukraine allerede gang i den udvikling. De har eksempelvis autonome kanoner stående rundt omkring i Kyiv for at beskytte byen. Så det virker også realistisk med robotter, der er styret af AI om ti år,« siger eksperten.

Han er ikke i tvivl om, hvad reaktionen bliver, når og hvis det sker.

»Det vil være et chok første gang, vi ser en menneskelignende robot på fronten i krigen. Men så vænner vi os stille og roligt til det. Og pludselig kan det blive en del af vores hverdag.«