Dronebombe fundet i tysk lufthavn – minister haster hjem fra ferie
Flere hændelser i lufthavnen Leipzig/Halle efterforskes nu i Tyskland.

Flere hændelser i lufthavnen Leipzig/Halle efterforskes nu i Tyskland.

Tysk politi gjorde sig en opsigtsvækkende opdagelse kort før midnat tirsdag aften i lufthavnen Leipzig/Halle.
En drone med sprængstof blev nemlig fundet i nærheden af ukrainske fly på landingsbanen i lufthavnen, skriver flere medier herunder Der Spiegel og Bild.

Onsdag efterforskes episoden af tysk politi, mens dronen er blevet desarmeret. Ifølge politiet i delstaten Sachsen var den udstyret med en 'ukendt sprængladning'.
Dronen blev ifølge flere medier fundet i nærheden af et ukrainsk Antonov-fragtfly.
Fundet af dronen med sprængstof førte til, at dele af, hvad der er et af Europas største fragtknudepunkter, lukkede for flytrafik natten til onsdag.
Samtidig efterforskes en hændelse, hvor et DHL-fragtfly tirsdag aften ramte et ukendt objekt tæt på Leipzig/Halle-lufthavnen, som ligger i det østlige Tyskland.

Europæiske sikkerhedstjenester har de seneste år efterforsket en række hændelser med pakker med sprængstof, som gik i brand i 2024.
Nogle af pakkerne blev fundet ved et DHL-lager i Leipzig og i fragtforsendelser på vej på tværs af Europa.
På grund af situationen vender den tyske indenrigsminister, Alexander Dobrindt, tidligt hjem fra ferie for at deltage i et hasteindkaldt møde med ledere af de tyske sikkerhedstjenester onsdag aften, skriver Bild.