En søn af lederen af den pakistanske gren af Taliban er blandt de dræbte i et droneangreb i Afghanistan.

Dera Ismail Khan, Pakistan. To raketter, der blev affyret fra en ubemandet amerikansk drone, har dræbt 21 formodede militante i Afghanistan.

Blandt de dræbte er en søn af lederen af den pakistanske gren af Taliban.

Det oplyser efterretningskilder i Pakistan og kommandanter i Taliban.

Angrebet fandt sted onsdag. Det var rettet mod en bygning i Afghanistan, hvor mullah Fazlullah, der er leder af pakistansk Taliban, menes at gemme sig.

Mullahen selv var tilsyneladende ikke i bygningen. Men det var hans søn og flere andre formodede talibanere, siger kilderne.

Fra amerikansk side har der ikke været nogen bekræftelse af angrebet. Heller ikke Nato, den pakistanske regering eller afghanske myndigheder har udtalt sig om det.

Den pakistanske regering har i årevis presset på for at få både Afghanistan og USA til at gribe ind over for Fazlullah og andre højtstående medlemmer af pakistansk Taliban.

De menes primært at opholde sig i Afghanistan, men de krydser ofte den hullede grænse til Pakistan.

Regeringen i Kabul har omvendt beklaget sig over, at Pakistan ikke har gjort nok for at stoppe de militante, der fra pakistansk jord udfører angreb rettet mod afghanske og amerikanske soldater samt Nato-styrker i Afghanistan.

USA's præsident, Donald Trump, har i de seneste måneder forsøgt at lægge pres på Pakistan ved at suspendere vigtig sikkerhedshjælp til landet.

/ritzau/AP