Det amerikanske militær frigiver nu optagelser af det øjeblik, hvor et russisk kampfly efter sigende fik en amerikansk drone til at styrte ned over Sortehavet.
Frigivelsen af optagelsen kommer i kølvandet på, at de to lande har skændtes om, hvad der faktisk skete.
Det skriver CNN.
Det er det amerikanske militærs kommando i Europa, der har frigivet optagelserne af tirsdagens møde mellem en amerikansk overvågningsdrone og et russisk kampfly i internationalt luftrum over Sortehavet.

Den nyligt afklassificerede video skildrer nogle af øjeblikkene under mødet i luften, som Pentagon har hævdet varede 30-40 minutter i alt.
På en af optagelserne, som er filmet af kameraet på den amerikanske drone og peger bagud mod dronens hale og propel, kan man se, hvordan et russisk Sukhoi SU-27-jagerfly nærmer sig MQ-9 Reaper-dronen.
Efterhånden som det nærmer sig, dumper det russiske fly brændstof, mens det er tæt ved dronen.
I en anden del af optagelserne foretager det russiske jagerfly endnu en tæt passering af dronen. Mens den nærmer sig, dumper jagerflyet igen brændstof.

Videoen fra dronen bliver derefter forstyrret, da det russiske kampfly – ifølge amerikanerne – kolliderer med dronen, hvilket beskadiger propellen.
Da signalet fra kameraet vender tilbage, kan man se, hvordan en af propellerne er bøjet. Angivelig fra sammenstødet.
Det betød ifølge det amerikanske militær, at man måtte lade dronen styrte ned i Sortehavet.
Rusland har tidligere afvist, at der skete en kollision.
Den korte video viser dermed ikke hele hændelsen, og det er ikke dokumenteret, hvad der ellers skete før, under og efter.
Efter hændelsen fandt sted tirsdag, har USA og Rusland fremlagt hver deres version af, hvad der faktisk skete.
Det amerikanske militærs version af sagen lyder, at russiske Su-27-jagerfly udførte det, der beskrives som en hensynsløs 'opsnapning' af den amerikanske spiondrone, mens de var i det internationale luftrum.
Militæret har ifølge Reuters hævdet, at de russiske jagerfly dumpede brændstof på dronen – muligvis for at blinde eller beskadige den – og fløj foran den i 'usikre manøvrer'.
Efter omkring 30 til 40 minutter, klokken 7.03 lokal tid, kolliderede et af jagerflyene derefter med dronen.
Spørger man Rusland, var det dog ikke sådan, det udspillede sig.
Det russiske forsvarsministerium nægtede onsdag, at dets fly skal være kommet i kontakt med den ubemandede drone. I stedet har man hævdet, at dronen styrtede ned som følge af en 'skarp manøvrering':
I bemærkninger, der onsdag blev offentliggjort på den russiske ambassades hjemmeside, lød forklaringen fra Ruslands ambassadør i USA, Anatolij Antonov, at det amerikanske luftfartøj 'bevidst og provokerende' bevægede sig mod russisk territorium.
Han bad senere samme dag USA om at stoppe 'fjendtlige' overflyvninger nær den russiske grænse.