En dreng er mistænkt for drabsforsøg på en femårig pige i den sydsvenske by Helsingborg.

Det skriver nyhedsbureauet TT.

Hændelsen fandt sted mandag, hvor pigen blev alvorligt skadet.

Drengen blev i første omgang anholdt, men anholdelsen blev senere ophævet, da han er under 15 år. Det er uklart, præcist hvor gammel han er.

Christian Magnusson, der er fungerende politiområdechef i Helsingborg, siger ifølge TT, at drengen er i varetægt hos de sociale myndigheder.

Magnusson siger videre, at han ikke kan kommentere, hvordan drengen forholder sig til mistanken.

Ligeledes ønsker han ikke at sige noget om, hvorvidt drengen og pigen havde en relation til hinanden.

- Vi vurderer det i første omgang som en isoleret hændelse, og på nuværende tidspunkt er der ikke flere mistænkte, siger Christian Magnusson.

Hændelsen fandt sted omkring klokken 15.00 mandag eftermiddag.

Axel Östlund, der arbejder med sikkerhed på legepladser i Helsingborg centrum, befandt sig på stedet.

Ifølge TT siger Östlund, at han pludselig hørte en kvinde skrige og så derefter pigen, som ifølge ham var blevet knivstukket.

- Folk på stedet var i panik, siger Axel Östlund, der også ringede 112.

Pigen blev kørt til Helsingborg Sygehus med alvorlige skader. Hendes tilstand er stabil.

Politiet ønsker ikke at kommentere, om hun havde påført sig knivskader.

RITZAU/TT