En fast diæt bestående af Pringles-chips, pomfritter, skinke, pølser og hvidt brød gennem mere end et årti har nu fået alvorlige konsekvenser for en 17-årig britisk dreng.

Han er blevet blind, og hans hørelse er nedsat.

Drengens tilstand har forbløffet britiske forskere.

For selvom man tidligere har set sygdommen i lande, hvor der er mangel på fødevarer, er det første gang, man har set et tilfælde i Storbriannien.

Det skriver The Mirror og flere andre britiske medier.

Drengen begyndte allerede som 14-årig at lide af, at han følte sig træt og uoplagt.

Lægerne tog blodprøver og ordinerede vitaminindsprøjtninger og en madplan.

Men allerede som 15-årig begyndte drengens hørelse og syn at blive dårligere.

En ’chokerende mangel på vitaminer’ har skadet drengen i sådan grad, at det blandt andet er gået ud over hans optiske nerve og nedsat hans hørelse.

Det skriver Doctor Denize Atan fra University Hospital Bristol i en rapport, der er publiceret i Annals of Internal Medicine.

Her fremgår det blandt andet, at den 17-årige dreng – ud over at blive blind og halvdøv – også har fået svage knogler.

Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad der var årsag til den langsomme nedbrydning af drengens krop.

De kunne fastslå, at hverken rygning, alkohol eller stoffer spillede en rolle, ligesom drengens BMI var helt normal.

Men så erkendte drengen, at han ikke havde spist flere forskellige former for fødevarer – blandt andet grøntsager – i mange år, fordi han ikke kunne lide konsistensen.

I stedet spiste han blandt andet en portion pomfritter fra den lokale fish and chips-butik på daglig basis.

Og det har altså fået alvorlige konsekvenser.

Lægen bag rapporten anbefaler nu, at praktiserende læger i Storbritannien begynder at se nærmere på unge patienters kost, hvis de går til lægen på grund af problemer med synet.

Avisen The Sun har talt med drengen, som hedder Jake - og drengens mor.

Jake forklarer, at hans liv er ødelagt.

»Jeg er blevet meget isoleret.«

»Da jeg var lille, gik jeg ofte ud og spillede fodbold med mine venner. Det tør jeg ikke længere,« siger han til The Sun.

Drengens mor, Angie, er rystet over det, der er sket.

»Til at starte med sagde lægerne, at det hele var noget, han bildte sig ind. Men da det gik op for dem, hvad der var galt, var det for sent at redde hans syn,« siger hun til The Sun:

»Det hele har været meget traumatisk. Jeg har lyst til at skrige over alt det, vi har været igennem. Det er hårdt.«