En otteårig dreng er blevet bidt i hovedet af en puma i den amerikanske delstat Colorado. Det er det tredje angreb af den slags i år.
Drengen legede på en trampolin onsdag aften sammen med sin bror uden for deres hjem i Bailey, der ligger 56 km sydvest for Denver.
Pludselig hørte han en ven råbe hans navn fra et hus i nærheden, og da drengen løb derover, gik pumaen til angreb.
Oplysningerne stammer fra Colorado Parks og Wildlifes (CPW) undersøgere.
Drengens far fandt pumaen oven på drengen, men den løb bort, da den så manden komme nærmere.
»Han har helt sikkert reddet sin søns liv,« siger Rebecca Ferrell, der er talsmand for CPW. Det skriver Sky News.
Pumaen har formentlig antaget de legende børn for at være et bytte, mente hun. Angrebet blev så udløst af hans løb over til vennens hjem.
Drengen er indlagt på hospitalet og meldes i stabil tilstand.

Den formastelige puma menes at være en af de to, som er blevet fanget og aflivet efter angrebet. Dna fra de to dyr skal nu sendes til analyse i Wyoming.
»Det er den eneste mulighed, vi har for at bekræfte med absolut sikkerhed, at vi har fået fat på pumaen, der overfaldt drengen,« siger Rebecca Ferrell.
Angrebet kommer kun en uge efter, at en mand nordvest for Denver kæmpede sig fri af en puma med en lommekniv.
Og i februar blev en løber angrebet af en puma nær Fort Collins.
