Lørdag udspillede der sig et dramatisk øjeblik på havet.

Her sank den 39,4 meter lang yacht 'My Saga' ni sømil fra Catanzaro Marina i Italien.

Det skriver bådmediet Superyacht Times, ligesom også flere større medier, heriblandt Sky News, har video af øjeblikket.

Ifølge mediet blev yachten bygget i 2009 og sejlede under Caymanøernes flag.

Yachtens problemer begyndte allerede fredag aften, da havnemyndighederne i byen Crotone modtog besked fra mandskabet 'My Saga' om, at yachten tog vand ind til bagbord.

En båd fra kystvagten tog sammen med en rumænsk patruljebåd, som arbejder for den europæiske kystvagt, ud til yachten og reddede de første passagerer.

Alt i alt var der ni ombord. Fire passagerer og fem besætningsmedlemmer. Alle blev reddet i sikkerhed.

Ved solopgang kom en slæbebåd fra Crotone også til stedet og begyndte at slæbe yachten ind mod Crotone.

Vejrforholdene og det faktum at yachten allerede havde taget meget vand ind gjorde dog arbejdet umuligt.

I sidste ende stod 'My Saga' ikke til at redde, og den sank. En undersøgelse vil nu blive sat i gang for at finde årsagen til forliset.