Det var ikke kun her i Danmark, vi fik stormen Pias rasen at føle.
Catriona MacRae befandt sig midt ude i Nordsøen, da hendes krydstogt pludselig tog en dramatisk drejning.
Sammen med sin 79-årige far Ken og 297 andre passagerer var 43-årige Catriona McRae på vej mod slutdestinationen i Storbritannien torsdag eftermiddag.
Krydstogtskibet MS Maud fra Hurtigruten Expeditions var sejlet afsted tidligere end oprindelig planlagt for at komme stormen i forkøbet, og det så ud til at lykkes.
Indtil ved 17-tiden.
Her forvandlede en omkring 11 meter høj bølge med ét krydstogtet for de 299 passagerer.
»Bølgen ramte os bogstaveligt talt på siden og eksploderede henover toppen af skibet,« siger Catriona MacRae til The New York Post.
»Indtil da havde der blot været tale om et stort hav med store bølger, som man kan forvente i en hvilken som helst storm. Jeg tror godt, jeg kan sige, at alle var ret bange,« fortsætter hun.
Kæmpebølgen smadrede flere af krydstogtskibets vinduer, og strømmen gik.
Kort efter forskrækkelsen gik skibets alarm.
Alle passagerer blev bedt om at evakuere til skibets mønstringsstationer, hvor de fik besked på at iføre sig både orange overlevelsesdragter, som er både vind- og vandtætte, og redningsveste.
Enkelte passagerer havde ifølge Catriona MacRae pådraget sig mindre skader, da bølgen ramte skibet, men ingen var kommet alvorligt til skade.
Først efter flere timer blev strømmen genetableret, fortæller Catriona MacRae, og der gik en rum tid, før passagererne igen fik lov til at bevæge sig forsigtigt rundt på skibet.
Danske redningsskibe var fremme efter 40 minutter, men heldigvis kom en evakuering af passagererne ikke på tale.
Til gengæld bliver turen tilbage til Storbritannien noget mere besværlig end planlagt.
Krydstogtskibet blev omdirigeret til Bremerhaven i Tyskland, hvorfra passagererne vil blive fløjet til det, der var den oprindelige slutdestination.
Catriona MacRae roser overfor The New York Times personalet for deres professionelle håndtering af situationen – og oplevelsen har ikke fået hende til at afbestille det krydstogt til Svalbard, hun har bestilt til juni.
