Et Ryanair-fly med kurs mod Skotland kæmpede i de høje vindhastigheder under stormen 'Amy' i sidste uge.

Flyet nåede dog ikke hele vejen til slutdestinationen og måtte lande i Manchester lufthavn. 

Her kunne man ud fra flyverens log konstatere, at den blot havde brændstof til seks minutter tilbage, skriver The Guardian.

Flyveren skulle have landet i Prestwick i Skotland, men på grund af vindhastigheder på op til 160 km/t. kunne flyet ikke lande.

Efter tre mislykkede forsøg på at lande, udsendte piloterne på Ryanair-flyet et nødopkald og skyndte sig til Manchester, hvor vejret var roligere. 

En analyse af loggen tyder på, at flyet forlod Pisa med den mængde reservebrændstof, som kommercielle flyvninger skal gøre.

Lige nu er en undersøgelse i gang af forløbet med flyet.