Jeffrey Walker stod på dækket af det enorme krydstogtskib, da han pludselig så det svage lys fra en lommelygte ude over det mørke hav.
Og så skete der noget.
»Skibet begyndte at dreje, og kaptajnen meddelte, at vi skulle undersøge, om de havde brug for hjælp,« fortæller den amerikanske turist til NBC News:
»Da vi kom tættere på, var det tydeligt, at tømmerflåden var ved at falde fra hinanden.«
Det var søndag aften, at dramaet udspillede sig i Yucatán-strædet mellem Cuba og Mexico.
Her blev den lille faldefærdige 'fartøj' altså opdaget af det forbipasserende krydstogtskib 'The Enchantment of the Seas'.
Ifølge Jeffrey Walker kunne han se dele falde af tømmerflåden, mens en redningsbåd blev sendt afsted.
NBC News skriver, at ti personer blev reddet.
Og det var lidt af et lykketræf, at krydstogtskibet overhovedet kom forbi. For det var tvunget en smule ud af kurs på grund af en orkan i området.
»Det var meget surrealistisk, spændende og skræmmende på samme tid. Tømmerflåden havde ikke lang tid igen, og vores skibes skulle jo egentlig slet ikke have befundet sig dér,« siger Jeffrey Walker siger.
Rederiet Royal Caribbean Group bekræfter hændelsen:
»Vores besætning identificerede personer i nød i international farvand, og vi ydede lægehjælp til dem, der blev reddet, og arbejdede tæt sammen med den mexicanske kystvagt,« lyder det.