Et fly på vej til Bali, med turister og skoleelever ombord, blev tirsdag morgen tvunget til at foretage en nødlanding i Melbourne Lufthavn, efter at en motor svigtede under start.
Det skriver News.com.au.
Batik Air-fly OD178 afgik fra Melbourne Lufthavn med kurs mod Denpasar, men blev tvunget til at vende om kort efter start.
Redningsmandskabet var i alarmberedskab, da Boeing 737 MAX-flyet landede i Melbourne efter at have brændt brændstof af over byens ydre forstæder.
Det er samme type fly, der var involveret i to dødsulykker med Lion Air og Ethiopian Airlines i 2018 og 2019, men disse hændelser var knyttet til flykontrolsystemet.
Passagerer har fortalt. at starten føltes mærkelig, og at de fløj lavt uden at flyet kom helt op fra jorden.
Mange af passagererne ombord på flyet var skoleelever, der var på vej til Bali for at feste.
